Dagbogen for drengenes 30. sommerhustur til Holbæk 2020.
Billede 1 – Her er de tre gæve drenge, Karsten, Peter og Arne under turen til Holbæk (de morer sig formentlig over de fuldstændig sandfærdige historier, Peter disker op med fra sin barndom og teenage-tid i Fjordgården).
Endelig blev det torsdag den 30. juli 2020, og vi skal afsted på den 30. sommerhustur. I år er deltagerne: Arne, Karsten, Mogens og undertegnede. Hedin har igen i år måtte melde afbud på grund af sin lunefulde ryglidelse.
Sidste år gik turen til Århus, hvor vi boede i en penthouse-lejlighed i Åhusene. Da Hedin meldte sit fravær, inviterede vi Mogens, som det skal bemærkes, er seende. Mogens kunne godt nok kun deltage i de første 3 dage, da han havde lavet en aftale om en rundvisning i Roskilde Domkirke. Men de tre dage med en seende deltager, samt en feriebolig i Århus by, åbnede vore øjne for nye muligheder for oplevelser. Man skal jo ikke være mere dogmatisk, end at man tør ændre på tingene.
Situationen omkring udbruddet af Coronavirussen betød, at de vanlige forberedelser til årets sommerhustur brød helt sammen. Men i begyndelsen af sommerferien opstod der pludselig en mulighed for at tage af sted.
Rent ”tilfældigt” blev min barndomsby Holbæk valgt som destination (smiler). En byferie uden en lang og besværlig rejse. Hertil et brud på vor gamle normer, da vi spurgte Mogens, om han ville være med som guide. Den tredje store afvigelse, i forhold til vore tidligere sommerhusture, var, at vi valgte at booke os ind på Hotel Sidesporet i Holbæk og endda på eneværelser. Måske er vi ved at blive gamle eller luksuriøse eller måske vil vi bare prøve en anden form for sommerferie. At bo fire blinde sammen i et sommerhus i en uge, det har vi jo flere gange bevist, at vi kan.
Klokken 10.30 ringede jeg og bestilte en taxa til Aldershvilevej. Jeg tog min rygsæk på, den var heldigvis ikke så tung som den plejede at være. Taxachaufføren var med på, at jeg blot skulle til Ulrikkenborg Plads, jeg ville indtage Lyngby Station fra bagsiden og undgå letbanebyggeriet på forsiden. Chaufføren var i det snakkesalige hjørne og spurgte mig, hvor jeg skulle hen med den fyldte rygsæk. Jeg svarede, at jeg, sammen med nogle venner, skulle besøge min barndomsby Holbæk. Så spurgte jeg ham om, hvor i Verden, han kom fra. Han svarede Bosnien. Så spurgte jeg ham selvfølgelig, om han kendte byen Hercegovina, for der havde jeg holdt ferie i 14 dage i sommeren 1968. Han blev helt stille nogle sekunder og så udbrød han, Hercegovina! Det er min barndomsby. I 1968 var han kun fire år gammel; men jeg mente alligevel, at jeg nok havde set ham der.
Jeg var den gang sammen med min søster og svoger og min bror på 14 dages ferie til Titos Jugoslavien, hvor vi boede i Bosnien-Hercegovina nær den gamle by Dubrovnik. Rejsen var arrangeret af Dansk Blindesamfund.
Det var en god og spændende oplevelse.
Jeg husker en æseltur ad æselstierne op i bjergene, hvor vi så vildt levende skildpadder. Besøgte en ældre dame, der stolt viste, at hun havde et køleskab. Vi skulle mærke, hvor koldt det var. En anden gang besøgte vi en nærliggende sigøjner-by, der hed noget med ”bar”. Her var der et marked, hvor der blev handlet med grøntsager fra de omkringboende bønder. En ældre fattig dame opretholdt livet, ved at have en ”æselparkering”, hvor hun passede de handlendes æsler. Når hun lavede mad, var det ved åben ild på den bare jord.
På en bar udvekslede min bror og jeg cigaretter med et par af de lokale. De danske cigaretter var godt nok af en noget bedre kvalitet end de lokales; men det lod vi os ikke mærke med.
En anden dag sejlede vi ud til en lille ø i Adriaterhavet. Her blev vi mødt af guitarspil og sang og masser af vin og spiritus fra det samme område.
Vi boede meget smukt på vort hotel, der lå på en skråning ned til havet, hvor vi også badede. Der var ingen sandstrand; men en stor betonterrasse lige ud til vandet. Jeg var så uheldig, under badningen, at jeg kom til at træde på et søpindsvin. Det betød, at nogle af dens pigge blev siddende i min fod. En af de lokale havde tilsyneladende specialiseret sig i at behandle turister, der havde trådt på et søpindsvin. Han trak piggene ud med en nål. Så bestilte han en slivovic og bad mig om at drikke det halve og derefter hælde den anden halvdel ud over det sted på foden, hvor piggene havde siddet, og hvor operationssåret var.
En anden dag kørte vi med turistbussen til Dubrovnik. En spændende by omkranset af høje bymure. Her købte jeg en tegnebog, Klassisk herrepung i læder, da jeg tog den op til næsen, for at lugte om den var ægte, blev den handlende lettere fornærmet, selvfølgelig var den af ægte læder.
Om aftenen spiste vi på hotellets terrasse med den flotte udsigt ud over bugten. Tjenerne var ulastelige, og kunne opbevare den vin vi ikke kunne drikke til den næste aften. Der var altid levende violinmusik til middagen, man følte sig hensat til Restaurant Wivex i Tivoli, hvorfra musikken nogle gange blev sendt ud i radioen.
Hotellet jeg boede i, fortalte chaufføren, er der nu ikke mere, da et jordskælv har ødelagt det. Jeg fortalte ham om nogle af mine oplevelser og han kunne tilføje, at tiden med Tito som leder af Jugoslavien, var en god og rolig tid i Bosnien. Han tager selv på besøg til sin barndomsby Hercegovina en gang om året.
Efter en hjertelig afsked vandrede jeg afsted nede i tunnelen. Lige før trappen op til Jernbanepladsen blev jeg råbt an af en mand oppe fra perronen. Det var Karsten, der åbenbart kunne genkende lyden fra min stokketeknik. Jeg gik tilbage og op ad trapperne til perronen og Karsten. Vi nåede lige at telefonere en hilsen til Arne, der stod og ventede på Virum station, da der kom et S-tog ind på perron 3. Vi gik over til toget; men det var ikke muligt at komme ind i det. Nogle andre rejsende fortalte, at det var fordi døren var låst. Modløse begyndte vi at vandre ned langs toget, måske var der en dør man havde glemt at låse. Jeg ventede hele tiden på, at toget ville begynde at køre videre. En venlig rejsende ledte os hen til en åben dør, hun skulle ikke selv med toget; men vi kom med.
På hovedbanegården gik vi via tunnelen, af nogle også kaldet ”pisserenden”, hen til spor 7. Damen jeg havde købt billetterne af, havde anbefalet spor 7 for toget til Kalundborg. Inden længe kom Arne også op på spor 7 og han viste os den nye afmærkning til blinde. Alle gelænderne fra tunnelen til perronerne har i hver ende en følbar afmærkning på gelænderet. Det er streger i det antal spornummeret har. Spor 7 har altså 7 følbare streger.
Vi blev så kontaktet af en DSB-medarbejder, som kunne fortælle os, at toget til Kalundborg klokken 11.48 i dag ville afgå fra spor 6 og ikke fra spor 7 eller 8, hvor vi befandt os. Vi måtte så ned i tunnelen igen og op til spor 6. Medarbejderen fra DSB var åbenbart fulgt efter os, og hun kunne fortælle, at vort tog allerede var ankommet, så vi steg frygtløse ind i togets vogn nummer 13.
Togkontrolløren ville på grund af Coronasmitten ikke røre ved vore billetter, så de blev godkendt via synet.
I Roskilde stod Mogens på toget og nu var vi alle fire samlet. Så kunne jeg traditionen tro dele mine agurker, som jeg samme morgen havde plukket fra mit drivhus, ud. Det var små lækre sprøde agurker. Arne har altid haft det svært med denne tradition, så jeg havde denne gang medbragt et særligt stort eksemplar på godt 3 kilogram til ham. Det blev han godt nok imponeret over.
Billede 2 – Traditionen tro har Peter agurker med fra drivhuset, og helt tilfældigt bliver det Arne som får den største, DSB hævder at den vistnok stadig ligger i vindueskarmen i Vogn nr. 13. Eller på hittegodskontoret.
I Holbæk stod vi af toget og gik med Mogens forrest ned af Nygade til Ahlgade og ned til nummer 1 B ved Venstrebladet, hvor Hotel Sidesporet ligger.
I receptionen blev vi modtaget af en tjenestevillig portier, der bød os velkommen. Vi fik de elektroniske kort til værelsernes dørlås: 206, 207, 208 og 209. Vi skulle bo på anden sal og på eneværelser. Efter at vi havde fået indrettet os, gik vi ned til havnen, der ligger lige ved siden af hotellet. Mogens tjekkede afgangstiderne for Orø-færgen, der ville afgå klokken 14.30. Da der var lidt tid til afgang, fandt vi hen til Havne Cafeen, hvor vi fik serveret fire glas fadøl, det var hvedeøl og brygmesterens den røde. Nu begyndte der at falde ro over selskabet, selv om det blæste en del og vi inden længe skulle ud at sejle med færgen til Orø.
Vi kom ombord på færgen og fandt et bord til fire indenfor og med havudsigt.
Karsten delte traditionen tro flødekameller rundt; men denne gang meget overraskende var det rigtige flødekameller. Inden vi var kommet os over sjokket, blev de rigtige flødekameller (Underberg) heldigvis delt rundt. Efter 25 minutters sejlads, hvor færgen overhovedet ikke gyngede, ankom vi til Orø og gik over i Havnekiosken. Her bestilte vi franske hotdog; men ikke øl. Havnekiosken har nemlig ingen alkoholbevilling.
Det var hyggeligt at være på Orø. Vi sad i læ for vinden og lyttede til mågernes sang. En time efter sejlede vi tilbage til Holbæk. Vi mødte godt nok et lille turisttog på gummihjul, der måske kunne transportere turister til kroen, men det må blive en anden gang.
I Holbæk gik vi langs havnen til Blegstræde, mens Mogens spejdede efter interessante cafeer, og jeg fortalte om min tid som bydreng i Skibsprovianteringen som vi netop passerede. Karsten og Arne lagde mærke til, at gaderne i Holbæk aldrig er vandrette. Holbæk ligger på en stor skråning. Der er kun en vej i Holbæk, der er vandret og det er havnevej.
Vi gik op ad Blegstræde til Ahlgade og ned til Nygade og endte på Bryghuset Nygade nummer 5. Det var det helt rigtige sted, hvis man interesserer sig for fadøl. De havde 9 haner at tappe fra, og vi kunne få smagsprøver, hvis vi var i tvivl om, hvilken øl vi ville drikke.
Billede 3 – Peter har store udfordringer med at ”checke ind” på Facebook fra ”Bryghuset No 5”, hvor vi selvfølgelig har et vinduesbord ud mod Nygade. Tidligere var det ”Siggårds Varehus”, der lå på den anden side (var vel nogenlunde Holbæks svar på ”Damernes Magasin”), men nu lå der en tre-fire modebutikker.
Øllenes navne var hentet fra Holbæk og omegn. Munkholm, Bysøen, Maglesø og så videre. De smagte rigtig godt. Lea serverede dem med et stort smil. Vi fik nødder og mandler til og på et tidspunkt også en pastaret. Den sidste øl vi drak var på 10 procent alkohol. Det kendetegnede Bryghusets øl, at de ikke var fedtede med alkoholprocenten. Det var derfor nogle glade og smilende drenge, der takkede og sagde godnat og tak for god betjening. Vi fandt ned til vort hotel og vore velfortjente senge efter en lang blæsende og oplevelsesrig dag med mange velsmagende fadøl.
Billede 4 – Så lykkedes det vist at” Checke ind”, og så nyder vi vores ”Bysø Brown Ale” og en skål med ”gode nødder”.
Fredag den 31. juli 2020:
Værelserne på Hotel Sidesporet er ikke så store; men der er hvad der skal være, også skråvægge, som giver værelset et autentisk præ af tidligere brug.
Efter et forfriskende brusebad gik vi klokken halv otte ned i restauranten, hvor en udmærket morgen buffet ventede på os. Det duftede dejligt af stegt bacon, pølser, æg og frisklavet kaffe. Der var mejeriprodukter (minus kærnemælk), brød, ost, frugt, wienerbrød med mere. En udmærket start på dagen.
Vi gav os god tid og hyggede os et par timer ved morgenbordet.
Så gik vi på værelserne og blev enige om at mødes klokken 10.
Jeg ringede til mit barnebarn Frederik til hans nye telefon og ønskede ham tillykke med fødselsdagen og de 10 år.
Vi fik portieren til at bestille en taxa til os, for nu ville vi besøge den roste Andelslandsbyen Nyvang.
Taxaen havde ingen problemer med at køre med fire forventningsfulde turister. Jeg fik aldrig min sikkerhedssele til at virke, og døren fik jeg først lukket efter 25 meters kørsel. Chaufføren var tidligere skolelærer, og han var åbenbart vandt til uregelmæssigheder.
Andelslandsbyen ligger på et stort område ligesom Frilandsmuseet i Lyngby. Nyvang er navnet på en nedlagt gård lidt uden for Holbæk, hvis bygninger fortsat ligger på området, sammen med en række lidt nyere kopier af gamle bygninger fra omkringliggende landsbyer.
De udstillede bygninger bliver levendegjorte af frivillige ældre mennesker, så måske kan jeg støde på en person, som jeg har gået i skole med.
I Andelslandsbyen Nyvang kan vi opleve livet og hverdagen i en lille andelslandsby i begyndelsen af 1900-tallet. Nyvang er et anderledes og levende oplevelsescenter, hvor vi skal røre, smage, prøve, dufte og lege os igennem historien. I Nyvang er der brugsforening, andelsmejeri, missionskirke, landsbyskole, husmandssted, værksteder, butikker og meget mere.
I missionskirken fik vi af en ældre dame historien om kirken og kirkeklokken, som de fik skænket af en nedlagt missionskirke i Holbæk. Under kirken var der en hestestald til de kørende kirkegængere. Vi fik også hilst på mejeriets kedelpasser, som var ved at bære brænde ind til dampkedlen, der skulle bruges ved mejeriets drift dagen efter. Han fortalte os en meget interessant historie om, hvordan de fik fat i dampkedlen og hvordan den bliver brugt i smørfremstillingen. Energi til kærning af smørret, varme til pasteurisering og damp til rengøring.
I Brugsen kunne vi købe varer, som de blev fremstillet i mellemkrigsårene. I brugsuddelerens stue spillede radioen og regnemaskinen stod klar til brug. I et hjørne stod et telefonbord, da brugsuddelerens kone også passede den lokale telefoncentral. Udenfor stod der en skærslibers trillebør klar til at slibe de sløve knive. Der var en redningsstation med Zonens ambulance i sort og en mindre kranvogn.
Der var heldigvis også en cafe, hvor vi kunne slukke tørsten med en Fuglsang fadøl og vor sult med en tyk velsmagende ristet pølse. Vejret var et dejligt solskinsvejr og det var afslappende at gå stille og roligt rundt og opleve det venlige og åbne museum, hvor man måtte røre ved det hele.
Til sidst ringede vi efter en taxa, for nu ville vi til Labæk.
Chaufføren var Tamiler og kom fra Sri Lanka. Mogens, der også har været på Sri Lanka, fik en god snak med ham.
Vi stoppede ud for Labæk nummer 37 og sagde pænt farvel til den flinke chauffør. Nu stod vi uden for mit barndomshjem i Fjordgården, hvor jeg har boet de første 19 år af mit liv. Jeg boede på første sal i en 2½ værelse stor lejlighed sammen med mine forældre og tre søskende.
Billede 5 – Her er vi så foran indgangen til Labæk 37, Peters barndomshjem i Fjordgården, hvor Peter lige checkede om vi kunne gå gennem kældergangen, men kælderdøren var desværre låst, så vi måtte gå udenom
Der boede mange familier med børn, så der var altid nogen at lege med. Vuggestue, børnehave og fritidshjem brugte vi ikke den gang, da vore mødre var hjemmegående.
Jørgen og brødrene Palle og Frank var de tre jeg legede mest med. Vi havde alle sammen en cykel og den var vigtig. Den gav os mulighed for at komme vidt omkring. Biltrafikken i slutningen af halvtredserne var ikke så stor. Vore forældre sagde ikke noget til, at vi cyklede omkring, blot vi passede spisetiderne.
Vi cyklede til Dragerup Skov og Eriksholms Skov eller til Munkholmbroen.
Fjordgården var et udmærket sted at vokse op. Boligblokken bestod af en halv snes opgange med stue, første og anden sal. Et kælderrum til hver lejlighed og fælles cykel kælder, vaskekælder med gruekedel og et rum til skraldespandene. I lejlighedernes kælderrum blev der blandt andet opbevaret de koks, der skulle fyres med i lejlighedernes kaminer. Det var opvarmningen, indtil der blev lagt centralvarme ind. Øverst var der et tørreloft med yderligere muligheder for at opbevare ting. Alle lejligheder havde en altan.
Skraldespandene blev tømt af skraldemændene. De kom kørende med skraldevognen trukket af to store sorte Oldenborgheste, vist nok tidligere artilleriheste. Det gav liv i gården, når skraldevognen var på besøg. De modigste af os fodrede hestene med rugbrød og med flad hånd. Om vinteren måtte skraldemændene nogle gange være to om at bære en skraldespand op til skraldevognen. Den var blevet al for tung på grund af den megen aske fra kaminernes askeskuffer.
Nå jeg kikkede ud af vort køkkenvindue, kunne jeg se ned i gården, hvor der blandt andet var en stor kvadratisk græsplæne, længere nede en legeplads med sandkasse, gynger og Vipper og en stor flagstang og endnu en græsplæne.
Græsplænen var det forbudt at gå på. Hvis vi gjorde det, kom ”Hvalrossen”, ejendommens gårdmand, ud på sin altan og råbte ned til os, at vi skulle ud af græsplænen. Hvorfor vi ikke måtte betræde græsset, er svært at forstå i dag; men den gang var det almindeligt, at græsplæner i parker og lignende ikke måtte betrædes af en eller anden grund.
Vi børn kaldte ham ”Hvalrossen”, fordi han havde et stort hvalrosskæg. Det var også ”Hvalrossen”, der hejste flaget ved særlige begivenheder, eller når det var flagdag. Vi har tit, i min familie, mindet hinanden om en episode, hvor Bennys mor, fru Jensen, en Langfredag, hvor der blev flaget på halv, råbte fra anden sal ned til min bror: ”Hvem er det, der er død?” Min bror råbte tilbage: ”Det er Jesus”, hvorefter fru Jensen smækkede vinduet i.
Fjordgårdens grund gik helt ned til ”jernbaneskinnerne”. Her kørte, hver tirsdag et godstog med levende kvæg til kreatureksport og med gods til og fra havnen. På den anden side af skinnerne lå de store Esso benzintanke. Men de hindrede ikke muligheden for, at jeg fra vort køkkenvindue kunne se Holbæk Fjord, hvor Orøfærgen og fragtskibe sejlede forbi med Tuse Næs som baggrund.
Der var tilsyneladende opsat nye altaner ud til Labæk. Jeg gik ind og ned ad kældertrappen; men døren til kælderen var låst. Trappen virkede meget lille i forhold til, da jeg boede der. Vi gik om i gården, hvor beplantningen selvfølgelig havde ændret sig. Hækkene var blevet højre og blomsterbedene reduceret, men græsplænen og legepladsen var der stadigvæk.
Labæk er navnet på den gade, hvor jeg boede. Navnet er enestående, da det er den eneste gade, der hedder det. Hvorfra navnet stammer er der flere forslag til. Mogens mener, at Labæk kommer fra Loug-beck, der stammer fra Loug, som betyder vandholdig eller vandlidende. Vandløbet afvandede dele af området på Fælleden ud mod Andelslandsbyen Nyvang og den krydsede Labæk (tidligere Labæksgade) lige der, hvor vi stod af taxien ved Labæk 37. Vandløbet lå dengang uden for byen.
Vi gik nu op ad Labæk til krydset, hvor Smedelundsgade og Ahlgade mødes. Vi gik ind i porten ved Vagten, der førte ind til baghusene, hvor min far havde sit billedskærerværksted. Der var også en skrædder, en trædrejer og en jerndrejer, som havde deres værksteder der. Huset er nu revet ned.
Vi gik op ad Kirkestræde forbi Restaurant Industrien, hvor Mogens og jeg har været til beatkoncert i Popklubben, hvor vi blandt andet har oplevet Peter Belli og hans ”konversation” med politiet, der syntes at han og Les Rivals spillede for højt.
Så gik vi forbi Sankt Nikolaj Kirke, hvor jeg blev døbt for 72 år siden. Vi gik ad Klosterstræde til den tidligere lille skole ved Sortebrødrenes munkekloster. Jeg kunne genkende klosterskolen og skolegården, hvor jeg havde gået i første klasse.
Vi gik forbi den gamle brandstation til det gamle rådhus. Rådhuset er en flot symmetrisk bygning med to store granitkugler på hver sin side af trappen, der fører op til hoveddøren midt i bygningen.
Vi gik ind i Bysøparken med Bysøen og statuen af Frederik den Syvende, som de nybagte studenter fra Stenhus Gymnasium danser om, når de har afsluttet deres eksaminer.
Mogens viste os et mindre bindingsværkshus, der lå op til bagsiden af Elefant Apoteket. Det var apotekets tidligere ishus. Her opbevarede man den is, som man erhvervede sig om vinteren, og som skulle holde til nedkøling af apotekervarerne indtil næste vinter.
Vi gik nu ind i gården til Cafe Bryghuset No. 5 og fandt et ledigt bord. Lea kom smilende ud til os og tog imod vor bestilling af fire store glas af deres gode fadøl. Mogens forlod os et kort øjeblik. Han skulle lige købe et par nye badebukser til arrangementet i morgen, som alle fire i hemmelighed gik og frygtede, besøget på det ukendte Hamam.
Mågernes skrig var en tilbagevendende lyd-kulisse; men her i gården blev den særlig intens, da en mågemor gav en af sine unger en ordentlig overhaling på grund af uforsigtig optræden på husets tag. Der var også mange mursejlere, der øvede sig i at blive gode til at manøvrere rundt langs husmurene. Flere af os kunne også høre deres skrig.
Efter et par omgange på cafe Bryghuset No 5 gik vi hen til Ahlgade og forbi det gamle Elefant Apotek fra 1705. Vi måtte lige føle på den udhuggede elefant, der stak hovedet ud fra væggen.
Vi gik op ad Ahlgade og kunne høre, at der var rigtig meget liv ovre på den anden side af gaden. Det var på Cafe Vivaldi, der havde borde og stole ude på det brede fortov. Vi fandt et ledigt bord og bestilte en omgang fadøl. Der sad mange mennesker og snakkede og grinede. Ved et af bordene sad 8 unge piger og morede sig højlydt. Men det var jo også fredag og vejret var fint.
På Ahlgade cruisede sportsvogne, veteranbiler og store motorcykler op og ned ad gaden, det føltes helt sydlandsk. Vi bestilte også vore aftensmad her. Club-sandwich eller burger. Hen på aftenen faldt temperaturen lidt; men det gjorde ikke noget. Tjeneren tændte blot varmen i nogle store parasoller over vore hoveder og inden længe var det så varmt, at Arne måtte afklæde sig noget af sit tøj.
Billede 6 – Cafe Vivaldi er altid leveringsdygtige i Burgere eller eventuelt en lækker Club Sandwich
Billede 7 – Det var i dette tilfælde Peter, som var rigtig vild i varmen efter en Club Sandwich, som egentlig ikke var særlig blindevenligt anrettet, men pommes fritterne var i hvert fald rigtig gode!
Lidt i klokken 10 slentrede vi ned ad Ahlgade til vort hotel. Vi aftalte, at vi ville mødes i morgen klokken 8 til morgenmaden, vort sidste måltid inden Hamam.
Lørdag den 1. august 2020.
Efter det livgivende morgenbord mødtes vi klokken 9 for at gå de 800 meter til Tyrkisk Bad, også kaldet Hamam, hvor vi havde aftalt tid til klokken 9.40. Vi gik, med vore badebukser som bagage, ad Isefjords-stien langs med fjorden. Vejret var meget smukt med solskin og ingen vind. Snart nåede vi til udløbet af den bæk, Hole- eller Hule-bækken, som har givet navnet til byen. Mogens fortalte, at en historisk interesseret borger, havde bekostet en træbro over bækkens udløb. Bækken er i dag ellers skjult i rør. Da broen ikke var en del af Isefjords-stien, måtte vi gå over den to gange, frem og tilbage, for at komme tilbage til stien, der løb lige ved siden af.
Så nåede vi til Tyrkisk Bad. Det består af en samling mindre bygninger, der ligger helt ud til strandkanten kun med Isefjords stien imellem.
Ved indgangen blev vi mødt af en meget informerende dame. Hun fortalte os trin for trin, hvad der nu skulle ske. Vi fik hver udleveret et blåt gummibånd, der angav hvilken slags badegæst vi var. Arnes bånd sprang, det var åbenbart blevet mørt; men Tyrkisk Bad har også været lukket i fire måneder på grund af Corona pandemien og vi var de første, der besøgte Badet efter lukningen.
Vi fik hver udleveret en tøjpose med en badekåbe og et håndklæde. Vi fik også udleveret nogle små blå plastikposer med elastik, dem skulle vi tage uden om vore sko, angivelig for ikke at slæbe Coronavirus ind i Hamam. Til sidst fik vi også hver en nøgle til et værdiskab.
Jeg havde, uden de tre andres accept, bestilt ”Klassisk bad”, som beskrevet i Tyrkisk Bads tilbud:
Behandlingen foregår i Hamam, på opvarmede sten og udføres af en massør.
Billede 8 – Der var rigtig, rigtig varmt og med en fugtighed, som fik sveden til at drive ud af kroppen, og som ganske automatisk ”slørede” både kamera og billeder. Her er en af de kvindelige massører ved at fortælle, hvad der skal ske
Billede 9 – Som nævnt melder Peter sig lynhurtigt som den første (for at få det overstået), men han nød det rigtig meget (specielt bagefter!)
Først overhældes kroppen med vand i bløde og rolige bevægelser. Så skrubbes hele kroppen med en kese (handske af viskose, bomuld og hestehår), hvorved de døde hudceller og forhornet hud fjernes.
Så bruges der en sæbesæk til at indsmøre hele kroppen i skummende økologisk honningmælks sæbe. Derefter masseres hele kroppen med sæbeskummet. Huden bliver ren, glat og ny. Hele kroppen bliver dejligt afslappet og huden fornyet.
Hele processen er sanselig og meget afstressende.
Sæben der bruges under behandlingen er økologisk, håndlavet, lokalproduceret i Holbæk og består blandt andet af honning, bivoks og mælk. Sæben er fugtgivende og nærende for huden. Sæben er af mærket ”Munkholm” og kan også købes i receptionen.
Behandlingen varer 25 minutter.
Vi blev ledt ind i omklædningsrummet, hvor vi skulle iføre os vort badetøj og tage et brusebad. Vore værdigenstande lukkede vi ind i hver vores boks og havde nøglen i en elastik om den anden arm.
Omklædningsrummet var fugtigt og varmt, Da vi åbnede døren ind til selve Hamam, blev vi mødt af en usædvanlig høj varme. To kvinder tog imod os og bad os om at hælde varmt vand fra en stor skål ned over vore kroppe, så hudens porer kunne åbne sig. De kunne kun behandle to af gangen, så to af os måtte vente. Jeg tilbød mig straks til en behandling, da jeg mente, at mine chancer for at overleve ville være større, hvis jeg kom ud af dette varme ”helvede” så hurtigt som muligt.
Jeg blev ledt over til en meget varm marmorbænk, hvor jeg skulle lægge mig på ryggen. I rummet var der i alt seks marmorbænke, der dannede en sekskantet figur. I midten var der lysestager med levende lys og i loftet kulørte vinduer. Jeg bad om at få hældt koldt vand over mig, for varmen var ulidelig. Jeg tænkte, at om lidt bliver jeg nød til at gå ud. Massøsen var enig med mig i, at her var meget varmt. Jeg blev ved med at ytre mig, indtil jeg fik af vide, at akustikken var dårlig herinde, underforstået ”…lad være med at tale højt”. Fra da af sagde jeg ingenting og ventede kun på, at jeg ville besvime.
Det var rart at få de ømme lemmer masseret og dejligt at blive smurt ind i sæbe ved hjælp af en slags oppustelig strømpe. Det føltes som at røre ved skyerne. Til sidst var jeg færdig og kunne gå ud, via omklædningsrummet, hvor jeg tog min badekåbe på og blev ført over i svalerummet, Her sad jeg blødt i sofaen og fik serveret vand og frugt, glad over at være i live og sluppet ud af varmen.
Da jeg havde genvundet fatningen, gik jeg ud og fandt med lidt hjælp fra nogle andre gæster et bassin, hvor der måtte sidde 4 personer af gangen. Karret var vel 1 meter dybt og der var dyser i bunden, hvorfra der hele tiden sprøjtede varmt vand ud. Der var et lavt sæde nær bunden, som man kunne sætte sig på. Vandet var meget varmt, omkring 37 grader. Det var dejligt at sidde i, for man havde jo hovedet ude i det fri. Udsigten var selvfølgelig ud over fjorden. På et tidspunkt kom de tre andre drenge, de var tilsyneladende også sluppet helskindet ud af badet.
Billede 10 – Et afslapningsbassin med 37 grader varmt vand løsnede ekstra op efter den eventyrlige massage
Billede 11 – Fra afslapningsbassinet er det udkig ud over Holbæk Fjord til Badeanstalten ”Venedig” og til Tuse Næs
Vi sad nu alle i karret og udvekslede vore oplevelser. Så gik vi ud af karret og undersøgte de andre muligheder. Vi var i saunaen, der var meget varm. Vi var også i dampbadet, der var endnu mere varmt. Karsten og jeg prøvede også ”det kolde gys”. Man går ind i et kar med ankel højt vand som er omkring 8 grader varmt. I midten hænger der en stor spand over hovedhøjde. Den kan man ved at dreje på et håndtag fylde med koldt vand. Nu stiller man sig under spanden og trækker i en snor. Spanden vender rundt og man får indholdet hældt ud over sig. Man får bogstaveligt talt en spand koldt vand i hovedet, og det udløser som regel høje råb og skrig fra modtageren.
I hvert fald fra undertegnede, der var ved at få det halve Hamam til at komme den højt råbende gamle blinde mand til hjælp. Vi satte os ind i sofaerne i svalerummet. Mogens bryggede en kop kaffe til hver, og der blev serveret frisk frugt hertil. Nu havde vi det godt igen.
Efter tre timer i det Tyrkiske Bad, sagde vi farvel og tak for en stor og sjælden oplevelse og gik ind i Strandparken. Her så vi nærmere på Olafur Eliassons kunstværk “5-dimensionel Pavillon”, opført på stedet i 2000. Den er udført i fladstål, og placeret som en kunstnerisk bearbejdning af en gammel kilde, der løber til et cirkulært spejlbassin under pavillonen.
Her fra gik vi til Restaurant Strandparken, hvor vi satte os på terrassen udenfor og fik en velfortjent øl, vistnok brygget i Næstved. Temperaturen og vejret var meget behagelig og udsigten over fjorden flot.
Mogens havde i sine helt unge dage haft et job i Strandparkens restaurant, så vi følte os helt trykke ved situationen.
Arne inspirerede os til at bestille en stor salat, der hedder ”Cæsar”. Den nød vi i fulde drag. Pludselig begyndte Mogens at kluk-le. Presset afslørede han grunden til, at han grinede højt. Han var kommet til at se på mine sko, hvor jeg fortsat havde de blå plastikposer på, som de havde givet os i det Tyrkiske Bad.
Billede 12 – Først skal væskebalancen genoprettes! – med skønne væsker fra Næstved og omegn.
Billede 13 – …og derefter er der Cæsar-salat med en sælsom fe-hårs sky øverst i form af meget fint-revet peberrod
I Strandparken var der flere af byens borgere, der lå på græsset og solede sig. Lidt uvant hilser man på alle dem, man går forbi, sådan er vi i Holbæk.
Vi gik tilbage til Hotel Sidesporet, og efter at have rundet vore værelser, gik vi ned i hotellets gårdhave og satte os ved et ledigt bord. Vi bestilte en fadøl hver, Grimbergen Dubbel. Ikke langt fra os blev der spillet glad harmonikamusik. For der var fuld gang i en guldbryllupsfest, inde på hotellet.
Så introducerede jeg konkurrencen om sommerhuslisten. Mogens var en hård, men retfærdig dommer og vi tre andre konkurrerede om, hvem der kunne huske flest rigtige årstal på de nu 30 ferier, vi har haft. Hvor tog vi hen det første år og det andet år og så videre.
Det blev en spændende og morsom konkurrence, som jeg af beskedenhed ikke vil nævne, hvem der vandt.
Nu var det ved at være spisetid, så vi gik op på Ahlgade og fandt en Tyrkisk cafe ”Zehros”, hvor vi bestilte en dejlig bøf fra en okse fra Uruguay, hertil forskellige rødvine; men inden retten blev serveret nåede vi da også at smage en gin og tonic. Sammen med de obligatoriske vandglas var antallet af glas ved hver kuvert blevet talrig, og det krævede en del koncentration, at holde styr på dem.
Desserten blev Donut, som er noget meget velsmagende sød bagt kage, der efter sigende kan tilsættes alt muligt.
Så gik vi tilbage til vort hotel og sluttede dagen af med et glas godnat-øl.
Søndag den 2. august 2020.
I dag skal vi afslutte vores ferie i Holbæk.
Morgenmaden blev indtaget sammen med rigtig mange andre, da deltagerne i guldbrylluppet havde overnattet på hotellet.
Da vort tog fra Holbæk først afgik klokken 12.30 deponerede vi vores bagage i receptionen. Vi gik ned til Isefjords-stien og havnekajen. Gik forbi den gamle havn med den to master store galease ”Hjalm” og hen forbi skibsværftet. Her var der fyldt jord ud i fjorden og hældt strandsand over, så området var blevet til et stykke sandstrand, ”Holbæk Beach”.
Vi gik op ad Blegstræde, krydsede Ahlgade og endte på Nygade No 5 i Bryghusets gård, hvor vi sluttede af med en god fadøl, hentede vor bagage og kørte med toget fra Holbæk. Toget stoppede i Hvalsø og i Roskilde, hvor vi sagde farvel og tak for nogle gode og hyggelige dage til Mogens. På Hovedbanegården blev vi modtaget at Karstens kone Trudi, der igen i år var så flink at køre os hjem.
Billede 14 – Farvel og rigtig mange tak for en skøn tur til Holbæk
Den tredivte sommerferietur for de blinde mænd havde været anderledes end de fleste af de andre ture; men alligevel meget indholdsfyldt og hyggelig. En god måde at sætte den daglige tilværelse i et godt perspektiv.
Peter.
Billede 15 – Peter foran indgangen til Labæk 37 i Fjordgården, hvor Peter sammen med sine forældre og søskende boede på første sal til venstre i sine første 19 år. Og Peter kunne i øvrigt konstatere, at Fjordgården har fået nye altaner siden dengang.